Combi Byg A/S har vundet totalentreprisekonkurrencen ”Ny 8 gruppers daginstitution i Smørum”.

 

Bedømmelsesudvalget konkluderer projektets helhedsløsning med ordene:

”Teamet har generelt leveret et gennemarbejdet og omfattende projektforslag af høj kvalitet. Der er afleveret et projektmateriale, der på en letforståelig måde, og med gode og illustrative diagrammer og en række inspirerende referencefotos, understøtter projektets samlede ide-grundlag. Sammenholdt med en række smukke og detaljerede illustrationer, der fint belyser institutionens centrale funktioner og rummæssige oplevelser, vidner projektet om en god forståelse af byggeprogrammets beskrevne pædagogiske og funktionelle behov og ønsker.

Der er sammenlagt tale om særdeles fornuftige løsninger såvel indvendigt som udendørs.

Især er hovedgrebet i relation til den udvendige bearbejdning af facader og sammensætning af tre voluminer overbevisende. Der er tale om en unik arkitektur. Samlet vurderes forslaget at være en arkitektonisk markant og meget synlig bebyggelse, som kan blive et særligt positivt vartegn i bydelen.”

 

Det er med stor stolthed at vi takker for de anerkendende ord. I den forbindelse vil vi gerne sige tak til vores samarbejdspartnere: Pluskontoret Arkitekter og TVEDE Rådgivende Ingeniører. Vi ser frem til et godt samarbejde og en spændende videreproces.

Samtidigt vil vi takke Egedal Kommune samt D|K2 Bygherrerådgivning for opgaven.